De begreber og ord, som gennemgås her, er ikke ordnet i alfabetisk
rækkefølge, men derimod tematisk; fra organisationer til
metoder.
ORGANISATIONERNE
Den Europæiske Union
Den Europæiske Union opstod med Maastricht-traktaten i 1993. Den
præsenteres i traktaten som "en ny fase i processen hen imod
en stadig snævrere union mellem de europæiske folk".
Den bygger på tre "søjler", hvoraf den første
dækker den "traditionelle" fællesskabsdimension
(den fælles landbrugspolitik, transport, det indre marked osv.);
den anden dækker den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik
og den tredje politisamarbejdet og det retlige samarbejde i kriminalsager.
Anden og tredje søjle adskiller sig fra den første ved de
bestemmelser, der gælder for dem.
Det Europæiske Fællesskab
Det Europæiske Fællesskab blev skabt med Maastricht-traktaten.
Det erstattede Det Europæiske Økonomiske Fællesskab.
Det omfatter blandt andet følgende områder: landbrug, toldunion,
miljø, transport, konkurrence, fri bevægelighed for personer,
forbrugerbeskyttelse, penge- og valutapolitik, fælles handelspolitik
osv. Alle disse politikker udgør det, man kalder første
søjle (eller fællesskabssøjlen). Den fælles
udenrigs- og sikkerhedspolitik samt politisamarbejde og retligt samarbejde
i kriminalsager hører derimod ikke under denne søjle, og
der gælder andre regler for disse områder.
TRAKTATERNE
Maastricht-traktaten
Maastricht-traktaten blev undertegnet den 7. februar 1992 og trådte
i kraft den 1. november 1993. I traktaten samles inden for samme rammer
- som kaldes Den Europæiske Union - fællesskaberne, den fælles
udenrigs- og sikkerhedspolitik samt samarbejdet inden for retlige og indre
anliggender (RIA). Den indfører Den Økonomiske og Monetære
Union (ØMU) med en fælles valuta (euroen). Derudover fastslår
den begrebet unionsborgerskab og giver Europa-Parlamentet øget
mulighed for
at deltage i lovgivningsprocessen ved at indføre proceduren med
fælles beslutningstagning (mellem Rådet og Europa-Parlamentet)
på en række områder.
Amsterdam-traktaten
Amsterdam-traktaten blev undertegnet den 2. oktober 1997 og trådte
i kraft den 1. maj 1999. Den ændrer Maastricht-traktaten navnlig
med henblik på den forestående udvidelse af Den Europæiske
Union. Den indfører bl.a. en fleksibilitetsklausul, som på
visse betingelser giver mulighed for at iværksætte tættere
samarbejde mellem visse medlemsstater; den overfører en del af
områderne fra tredje søjle til første søjle
(fællesskabssøjlen) navnlig vedrørende fri bevægelighed
for personer. Den iværksætter en fælles beskæftigelsespolitik,
fastsætter princippet om borgernes adgang til institutionernes dokumenter,
øger brugen af proceduren med fælles beslutningstagning og
øger antallet af de tilfælde, hvor Rådet træffer
afgørelse med kvalificeret flertal.
GRUNDPRINCIPPER
Nærheds- og proportionalitetsprincippet
Nærhedsprincippet (subsidiaritetsprincippet) skal sikre, at beslutningerne
træffes så tæt på borgerne som muligt, idet det
hele tiden undersøges, om der er grund til at handle på EU-niveau
frem for at udnytte de muligheder, der findes på nationalt, regionalt
eller lokalt plan. I praksis er det et princip om, at Unionen - bortset
fra de områder, hvor den har enekompetence - udelukkende træffer
foranstaltninger, hvor det vil være mere effektivt end foranstaltninger
truffet på nationalt, regionalt eller lokalt plan. Nærhedsprincippet
er snævert forbundet med proportionalitetsprincippet, ifølge
hvilke Unionens foranstaltninger ikke bør gå ud over, hvad
der er nødvendigt for at nå traktatens mål.
INSTITUTIONERNE
Europa-Parlamentet
I Europa-Parlamentet samles repræsentanterne for Unionens 370 millioner
borgere. De i dag 626 medlemmer er siden 1979 blevet valgt ved direkte
valg og fordelt på de enkelte nationaliteter efter medlemsstaternes
befolkningstal. Fordelingen er korrigeret til fordel for de lande, der
har det laveste befolkningstal.
Europa-Parlamentet har følgende hovedfunktioner:
· det deltager sammen med Rådet i lovgivningsprocessen
på forskellige vilkår, ofte som medlovgiver;
· det fører kontrol med Unionens aktiviteter via Kommissionens
indsættelse (og muligheden for at udtrykke mistillid til den) samt
gennem skriftlige og mundtlige forespørgsler til Kommissionen og
Rådet;
· det deler budgetbeføjelserne med Rådet og skal hvert
år vedtage budgettet, sørge for, at formanden for Parlamentet
giver budgettet retskraft ved sin underskrift, og føre kontrol
med dets gennemførelse gennem afstemningen om decharge til Kommissionen.
Det kan nedsætte midlertidige undersøgelsesudvalg, hvis
beføjelser ikke er begrænset til EU-institutionernes aktivitet,
men også kan omfatte medlemsstaternes gennemførelse af EU's
politikker.
Medlemmerne af Europa-Parlamentet vælges fra nationale eller regionale
lister, afhængig af hvilket land der er tale om.
Rådet for Den Europæiske Union
EU's Ministerråd er Den Europæiske Unions vigtigste beslutningstagende
institution. I Rådet samles de relevante ministre fra de femten
medlemsstater, alt efter hvad der står på dagsordenen: udenrigspolitik,
landbrug, industri, transport mv. Unionens medlemsstater varetager på
skift formandskabet for Rådet i en periode på 6 måneder.
Rådets afgørelser forberedes af De Faste Repræsentanters
Komité (Coreper), assisteret af arbejdsgrupper sammensat af embedsmænd
fra medlemsstaternes forvaltninger. Denne komité udfører
også de opgaver, Rådet pålægger den.
Rådet træffer afgørelse med kvalificeret flertal eller
enstemmighed alt efter retsgrundlaget for den retsakt, der skal vedtages.
Inden for rammerne af Det Europæiske Fællesskab er der oftest
tale om kvalificeret flertal.
I forbindelse med procedurespørgsmål træffes afgørelserne
med simpelt flertal.
Europa-Kommissionen
Europa-Kommissionen er en EU-institution med initiativret, udøvelses-,
forvaltnings- og kontrolbeføjelser. Den varetager de fælles
interesser.
Kommissionen er et kollegium, der består af 20 uafhængige
medlemmer (2 medlemmer fra henholdsvis Tyskland, Spanien, Frankrig, Italien
og Det Forenede Kongerige og 1 medlem fra hvert af de andre lande), heraf
én formand og to næstformænd. Kommissionen udnævnes
efter fælles overenskomst af medlemsstaterne for en 5-årig
periode og godkendes ved en indsættelsesafstemning i Europa-Parlamentet,
som den er ansvarlig over for. Kommissærkollegiet bistås af
en administration sammensat af generaldirektorater og specialiserede tjenester,
hvis personale primært befinder sig i Bruxelles og Luxembourg.
EF-Domstolen
EF-Domstolen består af femten dommere, bistået af ni generaladvokater,
der udnævnes for seks år ad gangen efter fælles overenskomst
mellem medlemsstaterne. Domstolen har to hovedfunktioner. Den skal:
· kontrollere, at EU-institutionernes og medlemsstaternes
handlinger er i overensstemmelse med traktaterne, og
· på anmodning af de nationale domstole udtale sig om fortolkningen
eller gyldigheden af fællesskabsrettens bestemmelser.
Domstolen bistås af Retten i Første Instans, der blev oprettet
i 1989 og især tager sig af administrative tvistemål i EU's
institutioner og tvistemål som følge af EU's konkurrenceregler.
Revisionsretten
Revisionsretten består af femten medlemmer, der efter høring
af Europa-Parlamentet udnævnes for en periode på seks år
af Rådet ved en enstemmig afgørelse. Retten efterprøver
lovligheden og den formelle rigtighed af Unionens indtægter og udgifter.
POLITIKOMRÅDERNES
FORDELING
Søjlerne i Den Europæiske Union
I EU-sprogbrugen tales der om tre søjler i traktaten om Den Europæiske
Union, idet der henvises til de tre kategorier, som de forskellig områder,
hvor Unionen i forskelligt omfang og på forskellige måder
træffer foranstaltninger, er inddelt i:
· Første søjle: fællesskabsdimensionen svarende
til bestemmelserne i traktaten om oprettelse af Det Europæiske
Fællesskab, EKSF-traktaten og Euratom-traktaten: unionsborgerskab,
Fællesskabets politikker, Den Økonomiske og Monetære
Union osv.
· Anden søjle: den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik
under afsnit V i traktaten om Den Europæiske Union.
· Tredje søjle: politisamarbejdet og det retlige samarbejde
i kriminalsager under afsnit VI i traktaten om Den Europæiske
Union.
Forskellen mellem de tre søjler vedrører først og
fremmest de bestemmelser, som finder anvendelse. Den første søjle
hører ind under det fællesskabsretlige samarbejde; anden
og tredje søjle hører ind under det mellemstatslige samarbejde.
METODERNE
Fællesskabsretligt og mellemstatsligt samarbejde
Med fællesskabsretligt samarbejde menes den måde, der arbejdes
og træffes beslutninger på inden for Den Europæiske
Unions første søjle. Samarbejdets grundlag er integration,
og nogle af dets vigtigste karakteristika er:
· Kommissionen har alene initiativret
· Rådets afgørelser træffes generelt med kvalificeret
flertal
· Europa-Parlamentet spiller en aktiv rolle som medlovgiver sammen
med Rådet
· Domstolen sikrer en ensartet fortolkning af fællesskabsretten.
Det samarbejde, der finder sted inden for anden og tredje søjle,
ligger tæt op ad det såkaldt "mellemstatslige" samarbejde.
Det adskiller sig dog herfra ved, at Kommissionen deler initiativretten
med medlemsstaterne, at Europa-Parlamentet underrettes og høres,
og at Rådet kan vedtage bindende retsakter. Generelt træffer
Rådet afgørelse med enstemmighed.
|