De begreber og ord, som gennemgås her, er ikke ordnet i alfabetisk rækkefølge, men derimod tematisk; fra organisationer til metoder.

ORGANISATIONERNE

Den Europæiske Union

Den Europæiske Union opstod med Maastricht-traktaten i 1993. Den præsenteres i traktaten som "en ny fase i processen hen imod en stadig snævrere union mellem de europæiske folk". Den bygger på tre "søjler", hvoraf den første dækker den "traditionelle" fællesskabsdimension (den fælles landbrugspolitik, transport, det indre marked osv.); den anden dækker den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og den tredje politisamarbejdet og det retlige samarbejde i kriminalsager. Anden og tredje søjle adskiller sig fra den første ved de bestemmelser, der gælder for dem.

Det Europæiske Fællesskab

Det Europæiske Fællesskab blev skabt med Maastricht-traktaten. Det erstattede Det Europæiske Økonomiske Fællesskab. Det omfatter blandt andet følgende områder: landbrug, toldunion, miljø, transport, konkurrence, fri bevægelighed for personer, forbrugerbeskyttelse, penge- og valutapolitik, fælles handelspolitik osv. Alle disse politikker udgør det, man kalder første søjle (eller fællesskabssøjlen). Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik samt politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager hører derimod ikke under denne søjle, og der gælder andre regler for disse områder.

TRAKTATERNE

Maastricht-traktaten

Maastricht-traktaten blev undertegnet den 7. februar 1992 og trådte i kraft den 1. november 1993. I traktaten samles inden for samme rammer - som kaldes Den Europæiske Union - fællesskaberne, den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik samt samarbejdet inden for retlige og indre anliggender (RIA). Den indfører Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU) med en fælles valuta (euroen). Derudover fastslår den begrebet unionsborgerskab og giver Europa-Parlamentet øget mulighed for

at deltage i lovgivningsprocessen ved at indføre proceduren med fælles beslutningstagning (mellem Rådet og Europa-Parlamentet) på en række områder.

Amsterdam-traktaten

Amsterdam-traktaten blev undertegnet den 2. oktober 1997 og trådte i kraft den 1. maj 1999. Den ændrer Maastricht-traktaten navnlig med henblik på den forestående udvidelse af Den Europæiske Union. Den indfører bl.a. en fleksibilitetsklausul, som på visse betingelser giver mulighed for at iværksætte tættere samarbejde mellem visse medlemsstater; den overfører en del af områderne fra tredje søjle til første søjle (fællesskabssøjlen) navnlig vedrørende fri bevægelighed for personer. Den iværksætter en fælles beskæftigelsespolitik, fastsætter princippet om borgernes adgang til institutionernes dokumenter, øger brugen af proceduren med fælles beslutningstagning og øger antallet af de tilfælde, hvor Rådet træffer afgørelse med kvalificeret flertal.

GRUNDPRINCIPPER

Nærheds- og proportionalitetsprincippet

Nærhedsprincippet (subsidiaritetsprincippet) skal sikre, at beslutningerne træffes så tæt på borgerne som muligt, idet det hele tiden undersøges, om der er grund til at handle på EU-niveau frem for at udnytte de muligheder, der findes på nationalt, regionalt eller lokalt plan. I praksis er det et princip om, at Unionen - bortset fra de områder, hvor den har enekompetence - udelukkende træffer foranstaltninger, hvor det vil være mere effektivt end foranstaltninger truffet på nationalt, regionalt eller lokalt plan. Nærhedsprincippet er snævert forbundet med proportionalitetsprincippet, ifølge hvilke Unionens foranstaltninger ikke bør gå ud over, hvad der er nødvendigt for at nå traktatens mål.

INSTITUTIONERNE

Europa-Parlamentet

I Europa-Parlamentet samles repræsentanterne for Unionens 370 millioner borgere. De i dag 626 medlemmer er siden 1979 blevet valgt ved direkte valg og fordelt på de enkelte nationaliteter efter medlemsstaternes befolkningstal. Fordelingen er korrigeret til fordel for de lande, der har det laveste befolkningstal.

Europa-Parlamentet har følgende hovedfunktioner:

· det deltager sammen med Rådet i lovgivningsprocessen på forskellige vilkår, ofte som medlovgiver;

· det fører kontrol med Unionens aktiviteter via Kommissionens indsættelse (og muligheden for at udtrykke mistillid til den) samt gennem skriftlige og mundtlige forespørgsler til Kommissionen og Rådet;

· det deler budgetbeføjelserne med Rådet og skal hvert år vedtage budgettet, sørge for, at formanden for Parlamentet giver budgettet retskraft ved sin underskrift, og føre kontrol med dets gennemførelse gennem afstemningen om decharge til Kommissionen.

Det kan nedsætte midlertidige undersøgelsesudvalg, hvis beføjelser ikke er begrænset til EU-institutionernes aktivitet, men også kan omfatte medlemsstaternes gennemførelse af EU's politikker.

Medlemmerne af Europa-Parlamentet vælges fra nationale eller regionale lister, afhængig af hvilket land der er tale om.

Rådet for Den Europæiske Union

EU's Ministerråd er Den Europæiske Unions vigtigste beslutningstagende institution. I Rådet samles de relevante ministre fra de femten medlemsstater, alt efter hvad der står på dagsordenen: udenrigspolitik, landbrug, industri, transport mv. Unionens medlemsstater varetager på skift formandskabet for Rådet i en periode på 6 måneder. Rådets afgørelser forberedes af De Faste Repræsentanters Komité (Coreper), assisteret af arbejdsgrupper sammensat af embedsmænd fra medlemsstaternes forvaltninger. Denne komité udfører også de opgaver, Rådet pålægger den.

Rådet træffer afgørelse med kvalificeret flertal eller enstemmighed alt efter retsgrundlaget for den retsakt, der skal vedtages. Inden for rammerne af Det Europæiske Fællesskab er der oftest tale om kvalificeret flertal.

I forbindelse med procedurespørgsmål træffes afgørelserne med simpelt flertal.

Europa-Kommissionen

Europa-Kommissionen er en EU-institution med initiativret, udøvelses-, forvaltnings- og kontrolbeføjelser. Den varetager de fælles interesser.

Kommissionen er et kollegium, der består af 20 uafhængige medlemmer (2 medlemmer fra henholdsvis Tyskland, Spanien, Frankrig, Italien og Det Forenede Kongerige og 1 medlem fra hvert af de andre lande), heraf én formand og to næstformænd. Kommissionen udnævnes efter fælles overenskomst af medlemsstaterne for en 5-årig periode og godkendes ved en indsættelsesafstemning i Europa-Parlamentet, som den er ansvarlig over for. Kommissærkollegiet bistås af en administration sammensat af generaldirektorater og specialiserede tjenester, hvis personale primært befinder sig i Bruxelles og Luxembourg.

EF-Domstolen

EF-Domstolen består af femten dommere, bistået af ni generaladvokater, der udnævnes for seks år ad gangen efter fælles overenskomst mellem medlemsstaterne. Domstolen har to hovedfunktioner. Den skal:

· kontrollere, at EU-institutionernes og medlemsstaternes handlinger er i overensstemmelse med traktaterne, og

· på anmodning af de nationale domstole udtale sig om fortolkningen eller gyldigheden af fællesskabsrettens bestemmelser.

Domstolen bistås af Retten i Første Instans, der blev oprettet i 1989 og især tager sig af administrative tvistemål i EU's institutioner og tvistemål som følge af EU's konkurrenceregler.

Revisionsretten

Revisionsretten består af femten medlemmer, der efter høring af Europa-Parlamentet udnævnes for en periode på seks år af Rådet ved en enstemmig afgørelse. Retten efterprøver lovligheden og den formelle rigtighed af Unionens indtægter og udgifter.

POLITIKOMRÅDERNES FORDELING

Søjlerne i Den Europæiske Union

I EU-sprogbrugen tales der om tre søjler i traktaten om Den Europæiske Union, idet der henvises til de tre kategorier, som de forskellig områder, hvor Unionen i forskelligt omfang og på forskellige måder træffer foranstaltninger, er inddelt i:

· Første søjle: fællesskabsdimensionen svarende til bestemmelserne i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, EKSF-traktaten og Euratom-traktaten: unionsborgerskab, Fællesskabets politikker, Den Økonomiske og Monetære Union osv.

· Anden søjle: den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik under afsnit V i traktaten om Den Europæiske Union.

· Tredje søjle: politisamarbejdet og det retlige samarbejde i kriminalsager under afsnit VI i traktaten om Den Europæiske Union.

Forskellen mellem de tre søjler vedrører først og fremmest de bestemmelser, som finder anvendelse. Den første søjle hører ind under det fællesskabsretlige samarbejde; anden og tredje søjle hører ind under det mellemstatslige samarbejde.

METODERNE

Fællesskabsretligt og mellemstatsligt samarbejde

Med fællesskabsretligt samarbejde menes den måde, der arbejdes og træffes beslutninger på inden for Den Europæiske Unions første søjle. Samarbejdets grundlag er integration, og nogle af dets vigtigste karakteristika er:

· Kommissionen har alene initiativret

· Rådets afgørelser træffes generelt med kvalificeret flertal

· Europa-Parlamentet spiller en aktiv rolle som medlovgiver sammen med Rådet

· Domstolen sikrer en ensartet fortolkning af fællesskabsretten.

Det samarbejde, der finder sted inden for anden og tredje søjle, ligger tæt op ad det såkaldt "mellemstatslige" samarbejde. Det adskiller sig dog herfra ved, at Kommissionen deler initiativretten med medlemsstaterne, at Europa-Parlamentet underrettes og høres, og at Rådet kan vedtage bindende retsakter. Generelt træffer Rådet afgørelse med enstemmighed.