Home

Søgeord

Forenkling af lovgivningen

Formålet med forenklingen af lovgivningen er at simplificere gennem streng anvendelse af nærheds- og proportionalitetsprincippet.

Se:

Nærheds- og proportionalitetsprincippet
Traktaternes forståelighed (forenkling af traktaterne)
Åbenhed

Formanden for Europa-Kommissionen

Medlemsstaternes regeringer indstiller efter fælles overenskomst en person til posten, og deres valg skal derefter godkendes af Europa-Parlamentet.

Herefter indstiller medlemsstaternes regeringer efter aftale med den nye formand de personer, de foreslår udnævnt til medlemmer af Kommissionen. Det er formanden, der fastlægger de politiske retningslinjer for Kommissionens virke, som fordeler opgaverne inden for kollegiet, og som eventuelt foretager omrokeringer i løbet af Kommissionens mandatperiode.

Se:

Europa-Kommissionen
Europa-Kommissionens indsættelse
Europa-Kommissionens sammensætning

Forstærket samarbejde

For at fremme et tættere samarbejde mellem de EU-medlemsstater, der ønsker at gå længere end til det integrationsniveau, der er fastlagt i traktaterne, har man udarbejdet forskellige instrumenter (f.eks. socialpagten, Schengen-aftalerne, mv.), der har gjort det muligt for de interesserede medlemsstater at gå frem med en anden hastighed og/eller med andre målsætninger uden for EU's institutionelle ramme.

Med Amsterdam-traktatens ikrafttræden blev anvendelsen af denne metode formaliseret ved indføringen af begrebet "tættere samarbejde" i traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab.

Et forstærket samarbejde forudsætter, at en række betingelser er opfyldt; det skal bl.a.

    · vedrøre et område, der ikke henhører under Fællesskabets enekompetence

    · tage sigte på at fremme Unionens mål

    · overholde traktaternes principper

    · kun anvendes som en sidste udvej

    · omfatte et flertal af medlemsstaterne.

Inden for det område, der er dækket af traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, træffer Rådet afgørelse om at indføre et tættere samarbejde med kvalificeret flertal efter forslag fra Kommissionen og høring af Europa-Parlamentet.

Den enkelte medlemsstat kan altid modsætte sig, at der indføres et tættere samarbejde, af vigtige årsager, der vedrører national politik. Rådet kan dog i så fald med kvalificeret flertal beslutte at sende spørgsmålet videre til Rådet i dets sammensætning af stats- og regeringscheferne eller til Det Europæiske Råd for at få truffet en enstemmig afgørelse.

Se:

Europa à la carte
Europa i flere hastigheder
Europa med variabel geometri
Fælles institutionel ramme

Fri bevægelighed for personer (visum, asyl, indvandring og andre politikker)

Med Amsterdam-traktaten er der blevet indsat et nyt afsnit i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (EF-traktaten). Afsnittet omhandler følgende områder:

    · fri bevægelighed for personer (især ophævelse af kontrollen ved de ydre grænser)

    · kontrol ved de ydre grænser

    · asyl og indvandring

    · civilretligt samarbejde.

Disse områder hørte tidligere under traktaten om Den Europæiske Union og faldt således ind under tredje søjle. Med Amsterdam-traktaten gøres de til fællesskabsanliggender, hvilket vil sige, at Rådet træffer afgørelse på forslag af Kommissionen, og det er hensigten, at der på lang sigt skal anvendes fælles beslutningsprocedure (hvor afgørelsen træffes sammen med Europa-Parlamentet) og kvalificeret flertal (med mulighed for opting out) på alle eller en del områder. Desuden vil områderne under dette nye afsnit herefter komme ind under EF-Domstolens kompetence.

Det Forenede Kongerige og Irland deltager ikke i samarbejdet inden for disse rammer. Danmark deltager kun i visumsamarbejdet som led i folkeretlige forpligtelser og accepterer principielt de foranstaltninger, der vedrører Schengen-reglerne.

Se:

EF-Domstolen
Fællesskabsretligt og mellemstatsligt samarbejde
Gøre til fællesskabsanliggende/henlægge under Fællesskabets kompetence
Opting out-klausulen
Retlige og indre anliggender (RIA)
Rådet for Den Europæiske Union (Rådet)
Søjlerne i Den Europæiske Union

Fælles aktion (den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik - FUSP)

Betegner en type bindende retsakter, der kan vedtages af Rådet under den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Fælles aktioner vedrører situationer, hvor der skønnes at være behov for en operationel aktion fra EU's side. I sådanne aktioner fastsættes målene, rækkevidden, de midler, der skal stilles til rådighed for EU, betingelserne for deres gennemførelse samt varigheden.

Se:

Europæiske Råd, Det
Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, Den (FUSP)
Rådet for Den Europæiske Union (Rådet)

Fælles beslutningsprocedure

Den fælles beslutningsprocedure er indført med Maastricht-traktaten. Den giver Europa-Parlamentet mulighed for at vedtage retsakter i fællesskab med Rådet. I praksis har bestemmelsen styrket

Europa-Parlamentets lovgivningsbeføjelser inden for følgende områder: arbejdstagernes fri bevægelighed, etableringsretten, tjenesteydelser, det indre marked, uddannelse, sundhed, forbrugerbeskyttelse, transeuropæiske net, miljø, kultur og forskning

Med Amsterdam-traktaten er den fælles beslutningsprocedure blevet udvidet til nye områder, herunder social udstødelse, folkesundhed og bekæmpelse af svig til skade for Fællesskabets finansielle interesser.

Se:

Europa-Parlamentet
Rådet for Den Europæiske Union

Fælles holdning (FUSP)

Den fælles holdning er et retsinstrument, der gør det muligt for Rådet at bestemme, hvorledes Unionen skal gå frem i en bestemt sag. Inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) skal den fælles holdning tjene til at gøre samarbejdet bindende og at systematisere og koordinere det. Medlemsstaterne er forpligtede til at følge og forsvare de holdninger, de har vedtaget med enstemmighed i Rådet.

Se:

Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP)

Fælles holdning (samarbejdet om retlige og indre anliggender)

Den fælles holdning er indført med Maastricht-traktaten som led i samarbejdet om retlige og indre anliggender.

Den fælles holdning er et retsinstrument, der gør det muligt for Rådet at bestemme, hvorledes Unionen skal gå frem i en bestemt sag. Ved en fælles holdning forpligter medlemsstaterne sig til internt og i deres politik udadtil at holde sig til det, de har vedtaget med enstemmighed i Rådet.

Se:

Retlige og indre anliggender (RIA)

Fælles institutionel ramme

Den fælles institutionelle ramme betyder, at Unionen på alle områder handler gennem fælles institutioner for at sikre sammenhæng og kontinuitet i sine handlinger. Det samme gælder operationer med differentieret integration, hvor ikke alle medlemsstater deltager.

Se:

Forstærket samarbejde

Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP)

FUSP'en omfatter alle områder i forbindelse med udenrigs- og sikkerhedspolitikken, og dens formål er at beskytte Unionens fælles værdier. FUSP udgør det, som betegnes som Unionens anden søjle, og målene søges nået ved juridiske instrumenter, der er specifikke for denne søjle (fælles aktion, fælles holding) eller ved systematisk samarbejde, politisk dialog, henvendelser, erklæringer, indgåelse af mellemstatslige aftaler og generelt gennem medlemsstaternes diplomatiske aktivitet. På de områder, hvor medlemsstaterne har væsentlige fælles interesser, fastlægger Det Europæiske Råd fælles strategier.

I Amsterdam-traktaten blev der indført en række væsentlige nyskabelser:

    · de opgaver, som Den Europæiske Union kan udføre, nævnes eksplicit: humanitære opgaver og redningsopgaver, fredsbevarende opgaver og kampstyrkers opgaver i forbindelse med krisestyring (de såkaldte "Petersberg-opgaver")

    · der blev oprettet en funktion som højtstående FUSP-repræsentant.

Fællesskabets kompetencer

Det Europæiske Fællesskab har kun de kompetencer, det har fået tildelt i traktaterne. Fællesskabets kompetencer ligger inden for bestemte områder.

Der findes tre forskellige typer af kompetence:

    · Unionens enekompetence: omfatter de områder, hvor kun Unionen kan handle, og hvor medlemsstaterne ikke kan handle, undtagen hvis Unionen bemyndiger dem hertil. Der er tale om begrænsede områder (den fælles handelspolitik, den eksterne fiskeripolitik, penge- og valutapolitikken for de medlemsstater, der indgår i euroområdet)

    · konkurrerende eller parallel kompetence: omfatter de områder, hvor Unionen kan handle, men hvor medlemsstaterne fortsat kan handle, så længe Unionen endnu ikke har udøvet sin kompetence. Størstedelen af områderne i traktaten indgår i denne kategori.

    · Komplementær kompetence: omfatter områder, hvor lovgivningskompetencen tilhører medlemsstaterne, men hvor Unionen kan støtte, samordne eller supplere medlemsstaternes handlinger.

Kompetencerne kan anerkendes eksplicit eller implicit: Når Det Europæiske Fællesskab har eksplicit kompetence inden for et politikområde (f.eks. transport), har det implicit kompetence på samme område med hensyn til tredjelandsforbindelser (f.eks. forhandling af internationale aftaler), hvis visse betingelser er opfyldt.

Fællesskabets retsinstrumenter

Fællesskabets retsinstrumenter er de instrumenter, fællesskabsinstitutionerne kan anvende for at udføre deres opgaver. Der er navnlig tale om følgende instrumenter:

    · forordninger, der er bindende i alle enkeltheder, gælder umiddelbart i hver medlemsstat

    · direktiver, der er bindende for medlemsstaten med hensyn til det tilsigtede mål, men som overlader det til medlemsstaten at bestemme form og midler for gennemførelsen; direktiver skal transformeres til national ret for at få gyldighed

    · beslutninger, der er bindende i alle enkeltheder for dem, de er rettet til

    · henstillinger og udtalelser: de er ikke-bindende.

Se:

Hierarkiet inden for Fællesskabets retsakter
Subsidiaritet og proportionalitet
Søjlerne i Den Europæiske Union

Fællesskabsretligt og mellemstatsligt samarbejde

Med fællesskabsretligt samarbejde menes den måde, der arbejdes og træffes beslutninger på inden for Den Europæiske Unions første søjle. Samarbejdets grundlag er integration, og nogle af dets vigtigste karakteristika er:

    · Kommissionen har alene initiativret

    · Rådets afgørelser træffes generelt med kvalificeret flertal

    · Europa-Parlamentet spiller en aktiv rolle som medlovgiver sammen med Rådet

    · Domstolen sikrer en ensartet fortolkning af fællesskabsretten.

Det samarbejde, der finder sted inden for anden og tredje søjle, ligger tæt op ad det såkaldt "mellemstatslige" samarbejde. Det adskiller sig dog herfra ved, at Kommissionen deler initiativretten med medlemsstaterne, at Europa-Parlamentet underrettes og høres, og at Rådet kan vedtage bindende retsakter. Generelt træffer Rådet afgørelse med enstemmighed.

Se:

EF-Domstolen
Initiativret
Kvalificeret flertal
Søjlerne i Den Europæiske Union

Fællesskabsretten

I snæver forstand består fællesskabsretten af traktaterne og bestemmelserne i de retsakter, EU-institutionerne har vedtaget i medfør af traktaterne.

I bred forstand omfatter fællesskabsretten også generelle retsprincipper, EF-Domstolens retspraksis, den ret, der følger af Fællesskabets forbindelser udadtil, og den supplerende ret, der følger af de aftaler, der indgås medlemsstaterne imellem med henblik på traktaternes anvendelse.

Denne ret udgør en del af den gældende fællesskabsret (acquis communautaire).

Se:

Gældende fællesskabsret

Tilbage til søgeordene