Home

Søgeord

Kernelande

Begrebet "kernelande" bruges om en begrænset gruppe af lande, der vil og kan udbygge deres indbyrdes samarbejde. Tanken skal ses i en bredere sammenhæng, nemlig i forbindelse med forstærket samarbejde eller "fleksibilitet",, der skal gøre det muligt at forankre forskellene med hensyn til integrationsniveau inden for Unionens institutionelle ramme og dermed forhindre, at der opstår kernelande uden for denne, som det f.eks. er tilfældet med Schengen-området.

Se:

Forstærket samarbejde

Komitologi

Hvis fællesskabslovgivning skal gennemføres af Fællesskabet og ikke, som det almindeligvis er tilfældet, af medlemsstaterne, overdrager Rådet i henhold til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (EF-traktaten) Kommissionen denne opgave. Det præciseres i hver enkelt retsakt, hvilke gennemførelsesbeføjelser Kommissionen får tildelt, og hvordan den skal udøve disse beføjelser. Det hedder her ofte, at Kommissionen bistås af et udvalg i henhold til en såkaldt komitologiprocedure.

Udvalgene er sammensat af repræsentanter for medlemsstaterne under Kommissionens ledelse.

Konstruktiv afståelse

I forbindelse med den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) betyder konstruktiv afståelse, at en medlemsstat undlader at stemme i Rådet, og at dette ikke forhindrer en enstemmig vedtagelse.

Den pågældende medlemsstat er ikke forpligtet til selv at anvende afgørelsen, men må acceptere, at afgørelsen forpligter Unionen. Medlemsstaten skal herefter afholde sig fra enhver handling, der vil kunne komme i konflikt med en handling fra Unionens side, der er baseret på den pågældende afgørelse.

Kvalificeret flertal

Ved kvalificeret flertal forstås det antal stemmer, der skal opnås i Rådet, for i henhold til traktaterne at træffe afgørelse. Medlemsstaternes stemmer vægtes på følgende måde efter befolkningernes størrelse, idet der korrigeres til fordel for de lande, der har det laveste befolkningstal: Tyskland, Frankrig, Italien og Det Forenede Kongerige: 10 stemmer hver - Spanien: 8 stemmer - Belgien, Grækenland, Nederlandene og Portugal: 5 stemmer hver - Østrig og Sverige: 4 stemmer hver - Danmark, Irland og Finland: 3 stemmer hver - Luxembourg: 2 stemmer. Der er kvalificeret flertal, når der afgives 62 ud af 87 mulige stemmer (71% af stemmerne).

Se:

Enstemmighed
Rådet for Den Europæiske Union
Stemmevægtning i Rådet

Tilbage til søgeordene